Mangel på inspiration

I disse dage skriver jeg tonsvis af jobansøgninger. Og som situationen er nu, er det jo praktisk talt umuligt at finde et job i Københavnsområdet (allerede her fornemmer man måske den negative indstilling?). Uanset hvilket deltidsjob man søger, er man nødt til at have erfaring og være (eller i hvert fald påstå, at man er...) initiativrig/engageret/uadvendt/glad og smilende. Og det uanset om man bare vil gøre rent på et kontor et par gange om ugen. Damnit.

Jeg savner inspiration. 

Jeg har lyst til at lave noget, som jeg rent faktisk brænder for. 

Og ikke bare kedelige, men travle og uinspirerende hverdagsrutiner. 

Jeg savner min eks-kæreste. 

Love is no big truth

Jeg savner min kæreste, og må konstant stoppe mig selv fra at ringe til ham i panik og spørge, om vi ikke bare skal glemme alt det der med at slå op. Det er virkelig ikke nemt sådan at gå fra et meget (!) fast forhold og et fælles hjem til at være alene, og det uanset om man selv i første omgang bakkede op om beslutningen. Heldigvis er det i situationer som denne, at det går op for en, hvor meget det egentlig betyder at have sin venner (selvom det er en kliche). I dag har jeg siddet på et kollegieværelse et sted i København med en god veninde ved min side og set Gigantic. Den var et tiltrængt indslag i min ellers lidt kærlighedforladte tilværelse (man må godt have ondt af sig selv, når man lige har slået op, ikke?). Den kan helt klart anbefales, hvis man er til den slags letfordøjelig komedie-type film (som heldigvis ikke er alt for corny). 

Positive ting ved at slå op med sin kæreste...

Det er uden tvivl LORT at ende et langvarigt forhold med en kæreste, og det uanset hvem der har slået op, eller hvordan det er endt. Især på en solskins-søndag som i dag, der under normale omstændigheder ville være dedikeret til tomsomhed og en lang gåtur hånd i hånd, kan det være svært ikke at fald ned i stort, sort hul. Men så er det vigtigt at huske på, at der - omend det kræver lidt god vilje - også er nogle positive ting ved at være blevet forladt/have forladt sin kæreste.

1. Masser af plads til egne sko i entréen.
2. Ingen halv-våde håndklæder, smidt casually på gulvet.
3. Ingen til at sende fordømmende blikke, når du skifter tøj for tredje gang, inden du smutter ud af døren.
4. Du kan fuldstændig selv vælge, hvad du har lyst til at se på Netflix (og ingen dømmer dig, hvis det er Gossip Girl).
5. Du behøver ikke at være stille, hvis du kommer sent og fuld hjem en nat (og du bliver ikke vækket, når din kæreste gør).
6. Du kan invitere veninder over any time.
7. Du kan snacke ligeså meget, du har lyst til, helt uden at føle dig klam overfor nogen. 
8. Mere plads til eget tøj og egne ting i skabe og på hylder.
9. Mere tid til at gøre lige præcis dét, du selv har lyst til. 
10. Ingen svigerfamilie at forholde sig til. 

Breakup

Min kæreste gennem 4 år og jeg har slået op. Taskerne er pakket, og jeg er nu helt alene tilbage i vores lejlighed, omringet af minder og fælles projekter. Needless to say, det er en svær én at sluge. Han har efterladt et par egendele rundt omkring, som konstant minder mig om ham og det, vi havde sammen engang. Det føles helt forkert og jeg savner ham helt utrolig meget, selvom der kun er gået et par dage. Det føles som om, jeg har en stor, fed mursten i maven. None the less ved jeg, at jeg ikke er den eneste, der har stået i den her situation, og jeg skal nok klare mig igennem. Men for en stund vil jeg dvæle lidt ved melankolien, mens jeg lytter til MØs Never Wanna Know. Det må da være den ultimative breakup-sang.

Fordelen ved en anonym blog...

Er at man kan krænge sit inderste ud helt uden at skulle stå til ansvar på nogen måde. Jeg er i grunden virkelig imponeret over det store antal bloggere, især modebloggere, der har modet til at lægge billeder af sig selv på nettet - også selv om bloggen ikke er nogen stor succes og chancen for at fremstå en anelse patetisk er stor. En anonymblog er jo hverken mere eller mindre patetisk, men der er ingen i den virkelige verden, der kan pege fingre af din rigtige person. Jeg beundrer det mod og den tro på egne evner, det unægteligt må kræve at oprette en modeblog helt fra scratch. Det mod er jeg desværre ikke selv indehaver af, og derfor vil jeg trygt blogge fra mit anonyme skjulested. Til gengæld kan jeg ikke garantere, at jeg ikke kommer til at nedskrible alt for personlige og pinlige detaljer om mit liv... Men til gengæld aner ingen, hvem jeg er. Hvis nogen da nogensinde læser med that is. 

60's love

Det er ingen hemmelighed, at jeg har en kæmpe stor kærlighed til 60'erne. Eftersom jeg først blev født mange årtier senere og derfor naturligvis aldrig selv har været en del af miljøet dengang, har jeg måske et urealistisk, romantisk billede af tiden. Ikke desto mindre finder jeg en kæmpe inspiration mode-mæssigt i de smukke 60'er ikoner, både mænd og kvinder. Cool ray-ban solbriller, tungt pandehår, korte kjoler, hippie ånd og LP-plader; what's not to like?

(Patetisk?) skabertrang

Mit første blogindlæg vil jeg tildele en person, hvis fløjsbløde stemme og sexede accent har fyldt en stor del af mit liv de sidste par uger. Jeg tror, at de fleste unge mennesker (og sikkert også gamle) kan relatere til den her sang i større eller mindre grad. Sætninger som Been wondering if your heart's still open and if so I wanna know what time it shuts rammer plet. HØR DEN.